Om Lind & Risør



Lind & Risør bygger på Sjælland, Møn og Lolland Falster.

I 1980 - under en af de største byggekriser nogensinde i Danmark - blev Lind & Risør A/S grundlagt af arkitekterne Torben Lind og Steen Risør. I 2004 trådte Steen Risør ud af virksomheden som i dag ejes af familien Lind.

Udgangspunktet for de to arkitekter var en utilfredshed med den måde byggeriet af enfamiliehuset i Danmark havde udviklet sig gennem 60'erne og 70'ernes typehusbyggeri. Husene var alt for ofte i dårlig kvalitet. De var upraktisk indrettede. Og de tog sjældent udgangspunkt i bygherrens behov.

Der var dog én god ting ved det omfattende typehusbyggeri. Det havde betydet, at der var blevet udviklet mange rationelle byggemetoder, som gjorde det både hurtigere og billigere at opføre enfamiliehuse.

Idéen bag Lind & Risør var derfor at bygge enfamiliehuse, der kombinerer det bedste fra arkitekternes verden med det bedste fra typehusbyggeriets. Det vil sige individuelt udformede huse i høj kvalitet, bygget til en økonomisk overkommelig pris.

I stedet for at bruge færdige elementer med fastlagte vinduesplaceringer, rørføringer osv., som blev produceret på fabrikker og kun samlet på grunden, førte Lind & Risør den overvejende del af byggeprocessen tilbage til byggepladsen, hvilket gav en langt større fleksibilitet.

Med en effektiv tilrettelægning lykkedes det samtidig at holde merprisen for den individuelle fleksibilitet på et niveau, hvor det stadig var interessant for "almindelige mennesker", som ellers kun ville have mulighed for at vælge et typehus.

De første Lind & Risør huse skilte sig også på andre områder ud fra datidens enfamiliehuse. De var bygget i en langt højere teknisk og materialemæssig kvalitet. For at fastholde denne målsætning introducerede vi et valgsprog i virksomheden: "Det bedste af det bedste".

Lind & Risør har siden fortsat sin fokus på at bygge i kompromisløs kvalitet. Og vi har i tidens løb været først med en lang række innovationer. Energibesparende vindkasser, glaskarnapper, gulvvarme som standard i hele huset, det astma- og allergi godkendte hus og 20 cm isolering i murene som standard i hele huset, for bare at nævne nogle af områderne.

Fra slutningen af 1980'erne har Lind & Risør endvidere stået for opførelsen af et stort antal række- og klyngehuse bygget som ejer- og andelsboliger. Alle opført med samme målsætning og samme kvalitet som har været gældende for de individuelle enfamiliehuse.

Det er dog ikke kun på den tekniske front, at Lind & Risør har været innovatorerne i branchen. Vi var f.eks. også først med at introducere helt nye stilarter. Bl.a. Pagodehuset i 1983 og senest Diagonalhuset og lanceringen af det stilrene Funkishus.

Den ambitiøse strategi har båret frugt for Lind & Risør. Her efter vores 30 års jubilæum har vi opført ca. 6.000 huse. Og vi er nok det eneste byggefirma, der etablerede sig under den værste byggekrise - og overlevede.


Byg på jeres egen grund

Vi bygger også på private villagrunde. Læs mere

Åbent hus

Besøg vores åbne udstillingshuse hver søndag. Se adresser og åbningstider her.

Bestil brochurer

Ring mig op (hverdage kl. 8.30 – 16.00)